Regionals i Lejre Lokalavis

Regionals i Lejre Lokalavis

I denne uges udgave af Lejre Lokalavis kan man finde en kort artikel, der beskriver Regionals’ baggrund og tilblivelse. Artiklen er skrevet af journalist, Thomas Skov.

“En rejSe for sanserne”

Hvalsø: – Det er nyt, giver en virtuel rejseoplevelse og peger hen mod kvalitet fremfor kvantitet, siger Jørgen Rheinlænder.

Weekenden inden jul holder han udsalg i Hvalsø af sine såkaldte regionspakker med alt godt fra udvalgte regioner i Europa. Første område, han har set sig lun på, er den oversete region Beiras i Portugal. I samarbejde med lokale producenter har han hentet alle mulige lokale og økologiske produkter hjem, som han sælger som unikke gavekasser, mandelgaver eller pakker under træet.

De regionale delikatesser inkluderer udvalgte vine, oliven og olivenolie, mandler og honning fra bier, der har summer rundt i de lokale rosmarinmarker. Men også kropsplejeprodukter baseret på naturlige olier, planter og blomster er en del af udvalget.

Udviklet med datteren
– Det her er noget helt andet, end jeg tidligere har lavet, og jeg har været gennem en stejl læringskurve. Pludselig ved jeg alt muligt om æteriske olier og naturpleje, griner iværksætteren, der startede virksomheden Regionals i september i år.

Jørgen Rheinlænder har tidligere levet af at udvikle røntgensystemer til industrien, men den del af hans aktiviteter er nu solgt, og han havde tid og penge til overs til nye projekter.

– Det var faktisk en idé, jeg fik sammen med min datter. Hun udviklede den gennem sit studie, og nåede frem til, at der ikke fandtes noget lignende i forvejen, fortæller Jørgen Rheinlænder, der blandt andre sprog taler flydende portugisisk efter at have levet fire år i Brasilien i sin barndom.

Starter med Beiras
Foreløbig har han fordybet sig i én udvalgt region, men tanken er, at virksomheden på sigt skal have en lang række europæiske regioners specialiteter på hylderne. Endnu er virksomheden en netbutik, der sælger disse abonnementsbaserede oplevelsespakker, men Jørgen Rheinlænder håber også på at åbne en fysisk butik i en ikke for fjern fremtid.

Indtil da kan man se nærmere på produkterne fra Beiras i lokalerne i Horseager 14, hvor Jørgen Rheinlænder selv tidligere har drevet virksomhed. Det sker fredag den 17. og lørdag den 18. december, hvor der er åbent i dagtimerne.